
Hvad er MST?
"Det var fuldstændig uholdbart. Familien var ved at gå i opløsning, og Peter havde det rigtig dårligt. Men vi var simpelthen ikke i stand til at gøre noget ved det længere".Sådan forklarer Peters mor situationen om dengang, hvor Peter gjorde lige, hvad der passede ham. Han var ligeglad med, hvad forældrene sagde. Han pjækkede fra skole. Han drak alt for meget - også på hverdage - og fik en kedelig omgangskreds præget af vold og kriminalitet. På det tidspunkt var Peter 15 år og gik i 8. klasse.
Da familien var allermest desperat, blev de tilbudt et MST-forløb af kommunen.
MST (Multisystemisk Terapi) er et behandlingstilbud til unge mellem 12 og 17 år, der er i alvorlige adfærdsproblemer. Der kan være tale om pjækkeri fra skole, kriminalitet, misbrug, aggressivitet, trusler eller lignende.
MST's mål er at nedbringe den unges adfærdsproblemer i en intens familiebehandlingsindsats, hvor også forældrene hjælpes med at finde forældrerollen igen og fastholde den. Forældrene har derfor en central rolle i behandlingen, som foregår i den unges eget hjem og kræver en indsats dagligt. I forløbet får familien hjælp til at finde ressourcepersoner i deres nærmiljø, som kan støtte dem både under og efter behandlingen. De sociale fællesskaber den unge er del af (fx familien, skolen, kammeratskabskredsen, fritidsjobbet) er også en væsentlig del af behandlingen.


